Fodbold og dansk, national stolthed: fra en konvertits synspunkt


Dansk Roligans, EM 2012

Dansk Roligans, EM 2012
foto af Kathrin Pelgröm

Det gjorde mig nervøs at male flag i ansigtet på fodboldfans på vej til kampen mod Portugal. Var proportionerne rigtige? Jeg er trods alt amerikaner. Heldigvis sad jeg i et tog med over 400 danskere, der var dækket af de rød-hvide farver, deriblandt flag. Imod slutningen af turen til Lviv, Ukraine kunne jeg male det elskede symbol og var konverteret til dansk, national stolthed.Kald det bare arrogance, men amerikanere er vant til at slappe af og vente på succes. Selvfølgelig er denne opfattelse ikke rigtig. USA er aldrig nået længere end til 2. runde ved Verdensmesterskabet i 2010, hvor de tabte 1-2 til Ghana. Men følelsen af at være uovervindelig eksisterer fortsat, fordi vi siger, at fodbold ikke rigtig tæller.

Jeg syntes, det var stressende at heppe på Danmark, men givende. Toget dansede nærmest på vej til Fanzonen til kampen mod Portugal. Efter allerede at have vundet 1-0 over Holland hoppede vi euforisk op og ned og fortsatte på stadion med: ”Dem, som ikke hopper, de elsker Portugal”.

Det høje humør dalede dog, og vi kom hurtigt ned på jorden, da Portugal scorede 24 minutter inde i kampen og igen efter 36 minutter. Vi var dog flyvende igen ved slutningen af 1. halvleg, da Michael Krohn-Dehli scorede på hovedstød. ”Ole’, vi er danskerne, vi er danskerne”. Håbet nåede nye højder, da Niklas Bendtner udlignede til 2-2 på hovedstød. Der var kun 10 minutter tilbage af kampen, og vi ventede i spænding, men blev igen skuffede, da portugiserne scorede med kun 3 minutter tilbage af kampen.

Der var ingen fest den aften. Dog var der et evigt håb, fordi Danmark vandt Europamesterskabet i 1992. Da vi marcherede ind i Fanzonen inden kampen mod Tyskland, var der atter håb om, at det kunne ske igen. ”Deutschland, Deutschland alles ist vorbei”.

Da vores rød-hvide skare på over 400 fans blev mødt af ukrainere, der smilede, når de gik forbi på fortovet og vinkede fra balkonerne, blev jeg til min egen overraskelse rørt til tårer. Selvom vi tabte 1-2 til Tyskland, var jeg konverteret til dansk, national stolthed. Her er der ingen let vej til succes, og tit render vi ind i en mur. I stedet kræver succes en stærk, kollektiv tro og en vedvarende stædighed til at blive ved til sidste fløjt. Fordi vi ved, at det igen en skønne dag vil blive som i 1992.

2 thoughts on “Fodbold og dansk, national stolthed: fra en konvertits synspunkt

  1. Super stemningsbeskrivelse. Din entusiasme er levende og smittende – velkommen som konvertits! Er desværre bange for, at vi kommer til at vente længe på “et nyt 1992”. Men den, der bærer håbet….

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s